Hvis vi som branche skal gøre vores del for at løse tidens store udfordringer, er vi nødt til at tænke i nye baner. Som situationen er nu, investeres der ganske enkelt ikke nok i forskning om byggeriets rolle – og alt for ofte foregår forskningen isoleret fra andre faglige discipliner.
Vi er en lille aktør, men dem som har evnen, har ansvaret. Derfor har vi etableret Søren Jensen Institute som en non-profit virksomhed, der skal udøve undervisnings- og forskningsvirksomhed samt støtte den videnskabelige forskning og udvikling.
Den centrale aktivitet i selskabet bliver Aarhus Center for Regenerativt Byggeri. Centeret arbejder for at udvikle og fremme et nyt byggeparadigme, hvor vi som branche giver mere tilbage til natur og miljø, end vi tager.
Stifterne af centeret er Aarhus Universitet, Arkitektskolen Aarhus og Søren Jensen.
Læs mere på: www.acrb.dk