Innovativ ingeniørkunst – gennem tre generationer
Hos Søren Jensen går vi forrest og skaber ingeniørkunst, der gør en positiv forskel. Vores arbejde dækker alle ingeniørdiscipliner inden for anlæg, konstruktioner, installationer og brand, og vi har stor erfaring med samtlige byggeriets faser.
Udgangspunktet for vores arbejde er kerneværdierne ’kompetence’, ’samarbejde’ og ’ansvarlighed’. Værdier, som har ligget dybt i vores DNA siden Søren Jensen grundlagde virksomheden i 1945. Her var ressourcerne knappe, og det lagde fundamentet for en tilgang baseret på nøjsomhed, faglig stolthed og humanisme.
Tre generationer senere lever Søren Jensens værdier videre i bedste velgående, selvom samfundets store udfordringer har ændret sig. Ejerkredsen består i dag af grundlæggerens søn, Erik Jensen, og dennes sønner, Frank og Flemming Jensen. Alle er en del af det daglige arbejde, og alle er dedikerede til ambitionen om at udvikle og udbrede det regenerative byggeri.
Til det formål har familien oprettet selskabet Søren Jensen Family Invest A/S. Et selskab, der udover at eje Søren Jensen, investerer strategisk i fremtidens grønne teknologier og byggetekniske løsninger.
Hos Søren Jensen har vi altid insisteret på at basere vores løsninger på dyb viden, ny teknologi og kreativ tænkning. Det har resulteret i en rækker priser, som f.eks. Det Bæredygtige Element, Årets Byggeri, Årets Skolebyggeri, Dansk Stålpris, IStructE Structural Awards, FIDIC Award of Merit, Circular Construction Challenge og Energiforums Innovationspris.
Selvom priserne pynter på hylden, er vi mest stolte over det, de repræsenterer. At vi lykkes med at skabe løsninger, der gør en forskel for mennesker og miljø.